Kompetenceudvikling

Platangårdens Ungdomscenter er et højt specialiseret socialt tilbud til unge i aldersgruppen 14-25+ år. For at Platangården nu og i fremtiden kan opretholde et højt fagligt niveau og løfte opgaven på det specialiserede sociale område, er det af afgørende betydning, at alle medarbejdergrupper løbende kan udvikle deres faglige kompetencer. Ud over sikring og udvikling af Platangårdens kerneopgave, tillægger vi kompetenceudvikling stor værdi i forhold til såvel organisationen som helhed, medarbejdere som i forhold til vores omgivelser.

På det organisatoriske niveau, skal kompetenceudvikling bidrage til at sikre kvaliteten i de socialpædagogiske indsatser, og for at kunne agere proaktivt i forhold til udvikling af Platangårdens tilbud og udvikling af nye tilbud i forbindelse med ændrede forhold ved målgruppen og/eller ændrede behov hos vores rekvirenter. Dernæst kan kompetenceudvikling være en medvirkende faktor for at fastholde højt kvalificerede medarbejdere eller tiltrække nye medarbejdere.

For medarbejdernes vedkommende skal den løbende kompetenceudvikling sikre, at medarbejderne altid på bedst mulig vis kan varetage deres opgaver, hvilket kan bidrage til en større trivsel og arbejdsglæde. Dernæst kan et højt fagligt niveau også have forebyggende aspekter i forhold til opgaveløsningen.

I forhold til Platangårdens omgivelser, skaber kompetenceudvikling de nødvendige forudsætninger for at leve op til standarden Kompetenceudvikling i hhv. den Danske Kvalitetsmodel/Socialtilsynets kvalitetsmodel, og for at kunne agere fleksibelt i forhold til ændrede krav fra lovgiverens side og/eller Platangårdens driftsherre, Region Sjælland. Endvidere har et højt fagligt niveau værdi i forhold til at markedsføre Platangårdens tilbud i omverdenen.

Rammer

Kompetenceudvikling på Platangården består af 4 overordnede områder:

  1. Metodeunderstøttende kompetenceudvikling (fx systemisk teori og metode)
  1. Almen faglig opkvalificering (Uddannelseskarrusellen)
  1. Almene ”værktøjskurser” (Kurser i fx: Medicinhåndtering, konflikthåndtering, administrative systemer, arbejdsmiljø)
  1. Individuel kompetenceudvikling/efteruddannelse (Diplomuddannelser, fagspecifik efteruddannelse)

Kompetenceudviklingsplan

Der udarbejdes en årlig kompetenceudviklingsplan, som beskriver planlagte aktiviteter indenfor de 4 overordnede områder. 

Kompetenceudviklingsplan 2022