Pædagogiske metoder

• Nysgerrighed

I en relation er der forskellige måder at agere og indtage roller på – kaldet positionering. Inden for den systemiske tilgang arbejder man med mulige og foretrukne positioneringer. Det vil sige, at man arbejder specifikt med at skabe en konstruktiv rolle for den enkelte og dermed muligheder for at foretage sig relevante handlinger.

Nysgerrighed anskues som en position, man indtager, hvor man forholder sig anerkendende og undersøgende til kompleksiteten i det, der sker i et system. Formålet er at finde ud af, hvad der er på spil, hvilke strategier der tages i brug, og hvordan man bedst muligt kan handle på måder, der kan skabe en forandring til noget bedre, så trivsel øges.

• Forstyrrelser

Når et problem fylder for meget i et system, fastlåses personerne i deres handlestrategier og kan opleve afmagt. Inden for det systemiske perspektiv er man interesseret i at få systemet til at handle anderledes, så det problematiske ikke længere er problematisk eller helt ophører med at eksistere som problem. Til tider fordrer dette, at man forholder sig uærbødigt over for det normative, gængse eller foretrukne måder at forstå situationen på – det betyder, at man bevidst handler på måder, som er uventede for personerne i systemet for på den måde at få skabt en forstyrrelse ind i systemet, der kan skabe den nødvendige forandring.

• Det eksisterende, men usynlige (”Present but invisible”)

I arbejdet med de dominerende, problemmættede fortællinger er det nødvendigt at have blik for, hvilke alternative handlinger, intentioner og fortællinger, der eksisterer lige foran af os. Det vil sige, at man synliggør det, der ellers er usynligt for det blotte øje. Herved opstår muligheden for at skabe konstruktive og mangesidige fortællinger. Jo flere af de konstruktive fortællinger, der springer frem, jo flere muligheder opstår der for forandring.

Teknikker, greb og fokuspunkter

Der er tale om en liste af relevante teknikker, greb og fokuspunkter i pædagogikken. Listen er ikke-udtømmende, og revideres og suppleres løbende:

Recovery

Den pædagogiske opgave er blandt andet at vise, at der er håb, mulighed for positiv udvikling og et fremtidigt bidragende og inddragende liv. Det pædagogiske personale har altid troen på, at den unge vil opnå en større trivsel og et liv med meningsfuldhed og så høj grad af selvforvaltning som muligt.

Social rehabilitering

Den professionelle er bevidst om, at vedkommende kun er del af den unges liv for en kortere periode og har derfor fokus på at hjælpe den unge til at skabe venskaber og vedligeholde eller genetablere kontakt og samvær med familie og venner.

Identitetsopbyggende teknik

Identitet skabes i relationer og ud fra de fortællinger, vi har og fortæller andre, og som andre fortæller om os. Når identitet forstås som noget relationelt, bliver den pædagogiske opgave at udvide og nuancere fortællingerne om den enkelte unge. Herunder fremhæve kvaliteter og værdier, som pædagogen lægger mærke til i den unges handlinger, udtryksmåder og kommunikation m.v.

Handlingslandskab og identitetslandskab

Vores identitet kan groft sagt siges at have to ben at stå på: vores værdier, holdninger, overbevisninger mv. og vores handlinger.

Inden for det narrative arbejder man derfor med handlingslandskabet, som vedrører de konkrete handlinger, man gør, og med identitetslandskabet, som vedrører værdier, overbevisninger, holdninger mv. For at skabe sammenhæng i menneskets oplevelse af sig selv og sin verden er det nødvendigt at koble de to landskaber – dvs. de konkrete handlinger kobles på de værdier, holdninger mv., som de kunne repræsentere. Samtidig kobles de værdier, holdninger mv. på konkrete handlinger, som personen har gjort og gør.

Eksternalisering

Ved eksternalisering taler man om det problematiske som noget uden for eller andet end personen selv. Dette giver plads til, at de mange andre fortællinger om personen kan fylde. Det betyder, at vi forholder os til det problematiske som et problem i sig selv, og ikke til den unge som et problem.

Sociale invitationer

Inden for det systemiske perspektiv vil adfærd og tale tolkes som invitationer til samvær eller dialog. Pædagogen bør derfor altid være bevidst om, hvordan vedkommende tolker den unges kommunikative udtryk, samt hvilke invitationer pædagogen griber. Heri ligger forståelsen af, at pædagogens måde at respondere på de unges invitationer bliver afgørende.

Responsbaseret praksis

Responsbaseret praksis tager udgangspunkt i, at vi alle reagerer, når vi udsættes for vold og andre former for uretfærdighed. Ved at anerkende både den forsigtighed og målrettethed, som en reaktion eller respons rummer, genoprettes personens værdighed og trivsel. Responsstrategier vil ofte afsløre mange færdigheder og sunde udtryksformer, som kan være centrale i opbygningen af en styrket identitetsfølelse. Teknikken bygger på både narrative og systemiske teorier.

PEER

PEER-støtten skal betragtes som et supplement til det samarbejde, vi allerede har, med og omkring den unge, hvor PEERs særligt kan bidrage med levede erfaringer. Et sådant bidrag kan opleves som en invitation til en ny dimension i relationsarbejdet og kan styrke den unges oplevelse af at blive mødt og forstået.

Domæneteori

Refleksionens domæne er det sted, hvor man reflekterer over situationerne. Produktionens domæne er det sted, hvor man handler. Det personlige domæne er det sted, hvor man står med sine egne holdninger og overbevisninger.

I praksis er det nødvendigt at kende og afgrænse domænerne, så det bliver muligt at kunne træde ind og ud af de forskellige domæner. Herved skærpes bevidstheden om, hvilket domæne, man taler ud fra. Dette er særligt vigtigt i en kontekst, hvor man arbejder med mennesker, idet man kan komme til at lade det personlige domæne dominere i den professionelle kontekst.

Netværksfokus

Pædagogikken tager udgangspunkt i et aktivt og brobyggende samarbejde med det netværk, den unge har – eller med at skabe og udvikle nye støttende netværk, som være relevante samarbejdspartnere for den unge, både nu og på længere sigt.

Vi skaber et fælles overblik over relevante netværkspersoner, og arbejder derfra videre med relationerne – måske via netværkskort eller et geneogram:

Netværkskortet bruges til at tale med den unge om, hvordan de forskellige relationer forbinder sig til hinanden, hvad man kunne tænke sig anderledes, og hvordan det kan blive anderledes.

Geneogrammet minder om et detaljeret slægtstræ, der frembringer de slægtsnarrativer, som kan påvirke den unges selvforståelse. Herudfra kan man tale med den unge om, hvordan forskellige idéer om verden forbinder sig til forskellige familiemedlemmer, eller hvordan særlige mønstre for handling og forståelse skinner igennem på tværs af generationer.

Scaffolding

Scaffolding eller stilladsering er en måde at være i sproget på, som gør det muligt at få adgang til andre historier om personens liv. Det hele starter med de spørgsmål vi stiller, og måden vi løbende i samtalen tilpasser spørgsmålene til hver enkelt ung. Denne tilpasning kaldes for scaffolding og er en sproglig skala, som man bevæger sig frem og tilbage på i samtalen, for gennem denne at sikre sig at initiativer udfoldes og værdier træder frem. Disse initiativer og værdier er grundlaget ind i en identitetsopbyggende tilgang og dermed vigtigt i arbejdet med at få foretrukne narrativer til at fylde mere.

 

Sidst opdateret 25.03.2019