Klagevejledning
Inden du klager
Selvom vores mål altid er at give dig det bedste tilbud, kan der være forhold eller situationer, som du er utilfreds med og vil klage over. Som udgangspunkt har vi ikke myndighed til at behandle klager. Det kan kun:
- Din kommune
- Region Sjælland
- Socialtilsynet
- Ankestyrelsen.
Handler din klage om forhold på Platangården?
Kontakt os, så vi kan prøve at løse problemet sammen i fællesskab. Du kan enten kontakte din relationsmedarbejder, afdelingens teamkoordinator eller -leder, eller centerchefen og prøve at finde en løsning på problemet. Hvis ikke vi kan finde en løsning sammen, som du er tilfreds med, kan du lave en formel klage.
Værd at vide, hvis du vil klage
Hvis du er fyldt 12 år, har du ret til at klage over beslutninger, der handler om dig. Det vil sige, at alle børn og unge på Platangården har ret til at klage. Det har ingen negative konsekvenser for dig eller dit tilbud, hvis du klager over en beslutning.
Det er ikke sikkert, at du får ret i din klage. Uanset har du altid ret til at få at vide, hvorfor der er taget de beslutninger, der er. Du kan selv klage, eller bede dine nærmeste pårørende eller en værge om at klage på dine vegne.
Der er ingen krav til, hvordan en klage skal se ud. Du kan enten sende en skriftlig klage eller klage mundtligt. Hvis du klager mundtligt, skal klagen skrives ned af den person, der tager imod klagen. Du kan også få hjælp til at formulere klagen.
Når klagen er skrevet ned, skal du læse den grundigt igennem eller få den læst op. Hvis du er enig med indholdet, skal du skrive under og en kopi af klagen. Der er ingen tidsfrister, du skal overholde, hvis du vil klage. Det er dog altid en god idé, at du ikke venter for længe. Det kan være svært at huske og forklare tingene, hvis der er gået flere måneder.
Undtagelse for tidsfrister
Hvis du klager kommunalbestyrelsens beslutninger, skal du sende klagen til Ankestyrelsen maximalt 4 uger efter, du har fået afgørelsen.
Vi har samlet nogle eksempler på, hvad du kan klage over. Som barn eller ung har du en række rettigheder, når du bor på et opholdssted. Du har ret til at klage, hvis du oplever dine rettigheder bliver krænket. Dine rettigheder omfatter:
- Retten til omsorg og beskyttelse
- Retten til selvbestemmelse og medbestemmelse
- Retten til inddragelse
- Retten til privatliv
- Retten til personlig frihed og bevægelsesfrihed
- Retten til familieliv
- Retten til værdig og respektfuld behandling.
Afhængig af hvad det er du klager over, skal du enten sende din klage til:
- Din kommune
- Socialafdelingen i Region Sjælland
- Socialtilsynet
- Ankestyrelsen.
Det er desværre ikke altid muligt at oplyse helt præcist, om du skal klage hos din kommune eller Socialafdelingen i Region Sjælland. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte:
- Din sagsbehandler i din kommune
- BørneTelefonen:
- Ring til BørneTelefonen: Tlf.: 11 61 11
- Chat med BørneTelefonen
- Socialafdelingen i Region Sjælland
- Tlf.: 57 87 57 05
- E-mail: socialomraadet@regionsjaelland.dk
Du kan også klage over forhold på Platangården hos de tilsynsførende, når de er på tilsynsbesøg. Hvis du ikke kan vente til det næste tilsynsbesøg, kan du lave en anonym Whistleblower-henvendelse hos Socialtilsyn Øst.
Lav en anonym Whistleblower-henvendelse hos Socialtilsyn Øst
Hvis du synes, at personalet har lavet en unødvendig magtanvendelse, kan du klage. Du skal sende klager over magtanvendelser til kommunalbestyrelsen i den kommune, du kommer fra. Det bedste vil være, at du kontakter din sagsbehandler. Sagsbehandleren kan også hjælpe dig med at lave klagen og sende den til kommunalbestyrelsen.
Du får enten en skriftlig eller mundtlig bekræftelse på, at din klage er blevet modtaget – uanset hvilken myndighed du har klaget til. Her får du også at vide, hvornår du kan forvente et svar. Hvis du ikke får medhold i din klage, skal myndigheden begrunde afvisningen af din klage.
Myndigheden skal også fortælle dig, hvor du kan anke afgørelsen og hvilke formelle krav din anke skal overholde.
Hvis du vil vide mere om dine muligheder for at klage eller har brug for hjælp, kan du kontakte:
- Din sagsbehandler i din kommune
- BørneTelefonen:
- Ring til BørneTelefonen: Tlf.: 11 61 11
- Chat med BørneTelefonen
Opdateret mandag den 2. dec. 2024