Teknikker, greb og fokuspunkter

Den pædagogiske opgave er blandt andet at vise, at der er håb, mulighed for positiv udvikling og et fremtidigt bidragende og inddragende liv. Det pædagogiske personale tror altid på, at den unge vil få en større trivsel og et liv med meningsfuldhed og så høj grad af selvforvaltning som muligt.

Vores medarbejdere er klar over, at de kun er del af den unges liv i en kortere periode. Derfor har de fokus på at hjælpe den unge til at:

• Skabe venskaber
• Vedligeholde eller genetablere kontakt og samvær med familie og venner.

Identitet bliver skabt i relationer og ud fra de fortællinger, vi har og fortæller andre, og som andre fortæller om os. Når vi forstår identitet som noget relationelt, bliver den pædagogiske opgave at udvide og nuancere fortællingerne om den enkelte unge. Opgaven er også at fremhæve kvaliteter og værdier, som pædagogen lægger mærke til i den unges handlinger, udtryksmåder og kommunikation med videre.

Vores identitet har groft sagt to ben at stå på:

• Vores værdier, holdninger, overbevisninger med videre
• Vores handlinger.

Inden for det narrative arbejder vi derfor med handlingslandskabet, som handler om de konkrete handlinger, man gør. Det handler også om identitetslandskabet, som har med værdier, overbevisninger, holdninger med videre at gøre. For at skabe sammenhæng i menneskets oplevelse af sig selv og sin verden, er det nødvendigt at koble de to landskaber sammen:

• De konkrete handlinger skal kobles på de værdier, holdninger med videre, som de kunne repræsentere.
• De værdier, holdninger med videre skal kobles på de konkrete handlinger, som personen har gjort og gør.

Ved eksternalisering taler man om det problematiske som noget uden for eller andet end personen selv. Det giver plads til, at de mange andre fortællinger om personen kan fylde. Det betyder, at vi forholder os til det problematiske som et problem i sig selv, og ikke til den unge som et problem.

Inden for det systemiske perspektiv vil adfærd og tale blive tolket som invitationer til samvær eller dialog. Pædagogen bør derfor altid være bevidst om, hvordan vedkommende tolker den unges kommunikative udtryk og hvilke invitationer pædagogen griber. Derfor bliver pædagogens måde at reagere på de unges invitationer afgørende.

Responsbaseret praksis tager udgangspunkt i, at vi alle reagerer, når vi udsættes for vold og andre former for uretfærdighed. Ved både at anerkende den forsigtighed og den målrettethed, som en reaktion eller respons rummer, bliver personens værdighed og trivsel genoprettet.

Responsstrategier afslører ofte mange færdigheder og sunde udtryksformer, som kan være centrale i opbygningen af en styrket identitetsfølelse. Teknikken bygger på både narrative og systemiske teorier.

PEER-støtten skal ses som et supplement til det samarbejde, vi allerede har med og omkring den unge. PEERs kan særligt bidrage med levede erfaringer. Et sådant bidrag kan opleves som en invitation til en ny dimension i relationsarbejdet og kan styrke den unges oplevelse af at blive mødt og forstået.

Refleksionens domæne er det sted, hvor man reflekterer over situationerne. Produktionens domæne er det sted, hvor man handler. Det personlige domæne er det sted, hvor man står med sine egne holdninger og overbevisninger.

I praksis er det nødvendigt at kende og afgrænse domænerne, så det bliver muligt at kunne træde ind og ud af de forskellige domæner. På den måde bliver bevidstheden skærpet om, hvilket domæne man taler ud fra. Det er særligt vigtigt i en kontekst, hvor man arbejder med mennesker, hvor man kan komme til at lade det personlige domæne dominere i den professionelle kontekst.

Pædagogikken tager udgangspunkt i:

• Et aktivt og brobyggende samarbejde med det netværk, den unge har.
• At skabe og udvikle nye støttende netværk, som kan være relevante samarbejdspartnere for den unge - både nu og på længere sigt.

Vi skaber et fælles overblik over relevante netværkspersoner. Derfra arbejder vi videre med relationerne – måske via netværkskort eller et geneogram:

• Netværkskortet bliver brugt til at tale med den unge om:
  • Hvordan de forskellige relationer er forbundet med hinanden.
  • Hvad man kunne tænke sig anderledes
  • Hvordan det kan blive anderledes.
• Geneogrammet minder om et detaljeret slægtstræ. Det bringer de slægtsfortællinger frem, som kan påvirke den unges selvforståelse. Ud fra det kan man tale med den unge om:
  • Hvordan forskellige idéer om verden forbinder sig til forskellige familiemedlemmer
  • Hvordan særlige mønstre for handling og forståelse skinner igennem på tværs af generationer.