Nordhuset

Nordhuset er et botilbud til dig over 18 år, der har brug for støtte til at klare dagligdagen på grund af psykiske udfordringer eller andre komplekse sociale problemer. Tilbuddet er for dig, der har:
- Problemer med at bo selvstændigt.
- Brug for støtte til at få en højere grad af selvstændighed og trivsel.
Formål
Vores formål er at tilbyde dig trygge, genkendelige og fleksible rammer, der støtter din udvikling og bevaring af din funktionsevne. Vi tilpasser indsatsen individuelt til dig for at øge din selvstændighed og livskvalitet. Samtidig hjælper vi dig med at håndtere de udfordringer, du har. Du har mulighed for at få indflydelse på dit eget liv, på miljøet i huset og på Platangården som helhed.
Støtte og indsatser
Vi støtter dig ud fra dine specifikke behov. Den socialpædagogiske støtte inkluderer blandt andet hjælp til praktiske opgaver som:
- Madlavning
- Rengøring og personlig hygiejne
- Strukturering af dagligdagen.
Personalet er synlige og nærværende. De tilbyder samvær, aktiviteter, støtte og omsorg. De har ansvar for at styre den faste rytme i dagligdagen, og de er med til at støtte op om det sociale liv i huset.
Vi har også fokus på at støtte dig i sociale aktiviteter, så du ikke bliver isoleret og du opbygger et netværk. Vi arbejder ud fra dine ønsker og mål, der er med til at motivere dig til at få relationer, der gør dig mere selvhjulpen. Du kan også få hjælp til:
- Økonomi
- Kontakt med myndigheder
- Lægebesøg
- Uddannelse og beskæftigelse.
Din anbringende kommune sender en handleplan til os, som vi sammen med dig bruger til at lave delmål for din udvikling.
Boligforhold
I Nordhuset har vi fælles faciliteter som køkken, opholdsstue og aktivitetsrum. Her har du god mulighed for socialt samvær. Du bor på dit eget værelse.
Fokus på ressourcer og fællesskab
Nordhuset fokuserer på dine ressourcer og forudsætninger, så vi sammen skaber nye, positive fortællinger om dit liv. Vi arbejder med aftalte mål og forventninger for at sikre dig succesoplevelser og for at fremme din personlige udvikling.
Udover din individuelle støtte fokuserer personalet også på at styrke fællesskabet. Fællesskabet skal være et socialt trænings- og læringsrum, hvor I både kan få praktiske færdigheder og sociale kompetencer.

Opdateret tirsdag den 21. jan. 2025