VIGTIG INFORMATION VEDR. COVID 19

16. marts 2020

Med denne korte melding ønsker vi at forsikre alle vores samarbejdspartnere og de unges pårørende om, at vi arbejder på højtryk – både for at respektere Statsministeriets udmelding om at gøre det der er muligt, for at mindske smittefare – og samtidig for at tage forsvarligt hånd om de unge, som bor hos os. Platangården er deres hjem – også i en situation som denne.

Kontakt

Platangårdens relationsmedarbejdere varetager fortsat indsatsen omkring den unge, men store dele af de øvrige medarbejdere er sendt hjem for at arbejde hjemmefra. De, der arbejder hjemmefra, er alle til rådighed i hjemmet og arbejder på den måde i samme omfang, som vi plejer – eller kan tilkaldes, hvis behovet opstår.

Det betyder blandt andet, at hovedtelefonnummeret 5535 0300 er lukket. Der henvises i stedet til kontakt til Lisette Kaptain (souschef) på tlf. 4035 1980 inden for almindelig arbejdstid, og til det sædvanlige rådighedsnummer 2046 4934 aften, nat og weekend. Det er altså muligt at få kontakt døgnet rundt, helt som det plejer at være.

Besøg og samvær

For at mindske risikoen for smitte mest muligt har vi fundet det nødvendigt at reducere besøg til et absolut minimum ved at mindske antallet af kontakter og potentielle smittekilder.  Det gælder både de besøg vi almindeligvis meget gerne vil have her på Platangården, men også de unges besøg hos deres familie og øvrige netværk. Vi lægger meget vægt på, at de unge så vidt muligt ikke skifter miljø. Dvs., hvis en ung tager hjem, anbefaler vi, at de bliver hjemme de næste 14 dage – og hvis de bliver på PUC (hvad langt de fleste gør) så forbliver de her, med følgende guidelines:  

  • Som udgangspunkt må der ikke komme besøgende i døgnboligerne
  • Som udgangspunkt må de unge ikke tage på besøg andre steder
  • Familie og øvrigt netværk anmodes om at respektere dette, og samtidig endelig tage kontakt til personalet, hvis særlige situationer skulle opstå.  

Aktiviteter

Der er naturligvis skruet helt ned for aktiviteter, som foregår i fællesskaber. Sportshallen er lukket, musiklokalet er lukket, og vi opfordrer de unge til i så høj grad som muligt at opholde sig på deres værelse eller i små fællesskaber. Vi henviser til aktiviteter ude i det dejlige forårsvejr – gåture ved skov og strand, som vi heldigvis har lige rundt omkring os. Og vi gør, hvad vi kan for at skabe hyggelige rammer og tilpassede aktiviteter under disse særlige vilkår.

Vi er derudover super skarpe på hygiejneforhold jf. Sundhedsstyrelsen retningslinjer – og på den måde gør vi alt det, der er i vores magt for at tage os af de unge, som vi har ansvar for, og samtidig tage hånd om hinandens sundhed.

På ledelsesteamets veje